Udflugt til

Tjørring Kirkegård Jens Vejmands gravsted

Cykel og gåtur

Ovenpå vores sædvanlige kaffe i pavillonen opstod en spontan ide om at se formanden på en cykel og efterhånden udviklede det sig til at vi kunne besøge kirkegården i Tjørring for at besøge Jens Vejmands grav. Det blev til en flot tur med sol og sommer, hvor halvdelen af flokken begav sig afsted til fods, mens resten med formanden bagerst cyklede derned.

Med selvsyn fik vi set gravstedet, og her blev sangen om Jens Vejmand af Jeppe Aakjær læst op. Der stod som skrevet og sunget et gammelt og frønnet bræt, hvor Jens Vejmand (Nielsen) i dag ligger begravet. Meget flot og stemningsfyldt.

Ali Soheil (vores ynglingsperker) fik en læretime i jysk almuehistorie, om hvordan fattigdom også har været en del af Danmarks fortid. Kirken om end lille af størrelse gjorde et flot og smukt indtryk i sommersolen.

Ruth, Lisa, Lene, Ivan, Peter, Soheil, Torben og Gertrud gennemførte turen, som også gik forbi Gl. Tjørring Skole, som er under ombygning til ejerlejligheder. Ivan Lauridsen kunne fortælle om hans tid på skolen i de små lokaler.

Jens Vejmand (arkiv.dk)

Der eksisterer ingen autentiske billeder med Jens Vejmand

Teksten til Jens Vejmand udgav Jeppe Aakjær i 1905

Hvem sidder der bag Skærmen
med Klude om sin Hånd,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Ham’ren må forvandle
de hårde Sten til Brød.

Og vågner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Ham’ren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvåde Sten.

Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og møder du en Olding,
hvis Øjne står i Vand
det er såmænd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Knæ,
der næppe ved at finde
mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst,
mens Aftenstjernen skælver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær
det er såmænd Jens Vejmand,
som endnu sidder dér.

Så jævned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var såmænd Jens Vejmand,
han tabte Ham’ren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.

Der står på Kirkegården
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men på hans Grav i Døden,
man gav ham aldrig én.

Der var bred enighed om, at det var en stor dag for os alle, og det var en aktivitet, som udmærket kunne tåle gentagelse. Hermed vores andefaling.

Din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.